I min bekendtskabskreds har jeg en familie, hvor at manden tragisk nok blev kørt ned og derfor måtte omskoles til andet arbejde. I dette sygdomsforløb pådrog de sig systemets opmærksomhed, da børnene fik fravær i skolen.
Da manden blev sendt til behandlinger udenbys så fik de et tilbud om en aflastningsfamilie.
Ved skæbnens ugunst så blev det en ældre kvinde der som sådan er god nok imod børnene, men insisterer på at være så meget sammen med dem at de bliver berøvet deres kammerater på trods af at aflastningen kun er 1 km. afstand fra familien. Noget andet er at hun med sin livsklogsskab stiller medicinske diagnoser og ændrer på behandlingen af en sygdom som et af børnene lider af. Det er ikke en livstruende sygdom, men dog en generende sygdom, der forringer barnets livskvalitet.
Forhistorien var at forældrene først gik til egen læge, derefter til det lokale sygehus, som mente at det skyldes familiens situation men at man kunne lege barnet til at drikke noget ildesmagende medicin. Efter 5 måneder fik familien gennem kollegaer osv. viden om at der var en mere opdateret behandling på et andet sygehus. Da der er frit sygehus så tog de dertil. Der blev til stor overraskelse udleveret en speciel børneudgave af medicinen – faktisk det samme præparat som det første sygehus udleveret, men uden den grimme smag, så barnet blev vundet over uden problemer.
Samtidig så blev barnet scannet og der blev fundet noget interessant i tarmene, som lægerne kunne sætte ind imod. For første gang var der tale om andet end snak og overtro. For første gang var der personale indenfor sundhedssystemet, der ikke fastsatte en diagnose ude fra tekstbøger, men til aktiv undersøgelse af barnets legeme.
Så kørte det på skinner. Barnet klarede sig bedre i skolen. Elevplanen viste klar fremgang, indtil – at systemet fandt at forældrene havde været ude i hvad systemet opfattede som hospitalsshopping. Systemet var af den opfattelse at forældrene havde rendt land og rige rundt for at finde et hospital der støttede forældrenes ide om barnets sygdom end hvad gode lokale kræfter kunne tale om nede i logen.
Det nye hospital ligger langt fra hovedstaden og de større købstader, hvilket styrker systemets ide om at det er en “købt” diagnose. Og dette på trods af at den diagnose og behandlingsstrategi som det nye sygehus bruger er meget i overensstemmelse med de seneste årtiers metoder i England og USA. I Danmark er det jvf. læger jeg har spurgt næsten umuligt at acceptere at der kan være en fysiologisk årsag til denne sygdom, hvilket faktisk er ved at blive en undtagelse på Europæisk plan.
Konsekvensen blev at aflastningsfamilien pludselig stoppede medicineringen fordi at det gik meget bedre med barnets sygdom der og at der jo var tale om at det var familiens psykiske belastning, der var skyld i barnets sygdom. Pludselig stod forældrene i den situation af det var dem som så dårlig ud når depotmedicineringen lå lavt efter nogle dage uden medicin og de “overtog” barnet. Det blev et mønster at barnet fik det dårligt når det kom hjem. Systemet blev mistænkelig og mistanken om svigt blev drøftet.
Resultatet var at forældrene søgte at afvikle aflastningsordningen. Svaret fra systemet blev skærpede rapporter omkring manglende samarbejde og at der nok var noget at skjule. Måske skulle børnene fjernes fra hjemmet over tid. Det vil man tænke over hvis familien ikke samarbejder i fremtiden og undlader at “gemme” sig bag lægekilter hver gang at børnene måtte få sygdomme.
Mundtligt har de fået at vide at læger ofte studerer langt væk på fjerne universiteter og bliver noget virkelighedsfjerne i forhold til hverdagens problemer. Det er meget bedre at få diagnoser sat på plads af erfarne pædagoger og aflastningsfamilier der har en generations erfaringer med alle former for børnesygdomme.
Nu har systemet så skabt en familie, der er rystende angst for at kontakte deres læge. Er det Danmark anno 2011 værdigt?
Trane Jørgensen's tanker om stort og småt 