Hvor meget skal der til før du falder for at anvende vold?

De seneste par år har jeg desværre ikke haft mulighed for at give min blog den opmærksomhed, som den skulle have. Private forhold som har med mit arbejde at gøre, har tvunget mig til at prioritere. Min arbejdsplads, er som mange arbejdspladser præget af at være truet i en tid med stadig større konkurrence og globalisering, som gør at kunderne foretrækker at sidde hjemme foran skærmen og bestille de varer de før kørte ud i byen for at hente.

Læg mærke til butiksdøden. Selv centre som f.eks. vores lokale Waves er præget af massiv butiksdød. Det kan godt være at hjulene er kommet igang igen efter krisen, men det er en vækst som alene begunstiger de slipseklædte mappedyr. For folk på gulvet kan konjunkturerne være lige meget. De er blevet tabt af vognen og de kommer aldrig med igen. Jeg vil helst ikke tabes af vognen, så al min fokus ligger for tiden på arbejdspladsen.

Men det er ikke det dette indlæg skal handle om. For nogle måneder siden skete der et mord i en by i Utah, som hedder Escalante. Nord for byen ligger der en døgninstitution, som hedder Turn-about Ranch. Kunderne er forældre over hele USA, som er bekymret over at deres børn måtte drikke, få dårlige karakterer, ikke dele deres egen religion, vælge en partner af samme køn eller bruge stoffer. Ja, faktisk er det lige meget hvad de mener at barnet har problemer med. Bare de kan betale. Stedet stiller ikke spørgsmål ved om de har de faglige kompetancer til at tage imod børnene. Bare forældrene betaler, så skal stedet nok levere den vare, som forældrene vil have.

Typisk oplever barnet at blive vækket midt om natten af forældrene som så introducerer dem til nogle folk fra et transport firma som har håndjern og fodlænker med. En dansk pige har beskrevet et sådan forløb i en E-bog som blev udgivet for nogle år siden. Pigen i E-bogen blev dog ikke sendt til Turn-about Ranch, men på en overlevelsestur som alt for ofte har endt med barnets død.

Når transportfirmaet så har kørt barnet fra hjemmet til Utah, bliver barnet modtaget på Turn-about Ranch som om at barnet skal i fængsel. Dvs. af med tøjet og undersøgelse af hvorvidt at barnet har gemt noget farligt inde i sig. Derefter får barnet en sovepose hvor lynlåsen ikke virker (så personalet hurtigt kan checke for skjulte ting), hvorefter turen går til en isoleret afdeling 5 kilometer nord for ranchens hovedafdeling.

På ranchen opererer man med 4 niveauer, som børnene skal igennem før de får lov til at forlade ranchen igen. Typisk tager opholdet mellem 70 og 120 dage. Omkring 2005 blev nogle engelske teenagere sendt til ranchen som led i et reality show hvor engelske forældre som ikke ønskede at deres børn skulle vokse op som typiske englændere i middelklassen kunne få afrettet deres børn så de fik et mere elitært syn på livet. Man kan stadig finde “Brat Camp” videoer fra sæson 2 på Nettet.

Ud fra disse videoer kan man se hvordan systemet virker. Under den første del af programmet skal børnene sidde i en stencirkel dagen lang kun afbrudt af spisepauser imens de arbejder på en journal som er lavet så forældrene kan se at barnet tilstår alt det som barnet er anklaget for plus lidt mere, så Ranchen kan retfærdiggøre at de er dygtige til deres pædagogik. Der er ingen adgang til neutral rådgivning, en sagsbehandler som kan stille spørgsmål til personalet eller anden kommunikation med omverdenen. Maden er bevidst lavet helt uden smagsstoffer – salt og peber er bandlyst. Der er intet liggeunderlag. De unge kan sove direkte på en træbænk med deres sovepose. Det skal være trist og hårdt. Alt er lagt an på at udsætte barnet for massiv pres svarende til et tredjegradsforhør som varer alle døgnets vågne timer.

Når de unge så tilstår, rykker de op i hireakiet. Der bliver adgang til varmt vand. Der bliver adgang til bedre mad. Der bliver adgang til at arbejde med dyrene på ranchen. Der er ridelektioner og man begynder at lave noget skolearbejde på online skole systemer. Dog hele tiden med truslen om at de unge kan blive sendt tilbage til niveau 1.

Mange unge bryder sammen. Nogle som Jemma (Lucy) Henley og Danielle Bregoli bruger denne lektie til at etablere sig som reality stjerner, da der anvendes mange teknikker som kendetegner de programmer hvor deltagere udsættes for absurde ting inden der stemmes nogle hjem.

Læser man videre omkring ranchen finder man noget endnu være forstyrrende. En pige blev bundet med gaffatape da hun beklagede sig over seksuelle tilnærmelser fra en medarbejder. Ranchen var ejet af Aspen Education Group som igen var ejet af Mitch Romney som er tidligere præsident kandidat. Ranchen bliver ofte anvendt i forbindelse med Dr. Phil showet som vises på TV3, samt andre reality shows som jeg vil kalde shows som Dr. Phil, der intet har med reel psykologi. Manden – Dr. Phil – har ikke engang licens til at praktisere, så hvad er han doktor for?

Det var under programmets første fase at en ung mand for nogle måneder siden gik amok og dræbte en medarbejder på ranchen. Jeg spørger: Hvad skal der til for at I kunne presses til at begå mord? Drengen som begik mordet står nu overfor mindst 20 års fængsel. Er dette en retfærdig straf?

Jeg finder det forfærdelig at vi her i 2017 kan finde steder som Turn-about Ranch. I USA har man stater som har forbudt behandling som den der finder sted på ranchen og alligevel kan forældre fra hele USA uden risiko hyre nogle til at køre deres barn over grænsen til Utah hvor de kan mishandles i mormonismens navn.

Vi er med EU. Hvad hvis der et sted i Østeuropa blev oprettet et sted hvor man kunne mishandle børnene helt lovligt efter lokale regler på samme måde som det skete på Solhaven og Godhavn?

Vil det ikke ende i vold som det nu er sket på Turn-about Ranch?

Her er nogle kilder, som fortæller om mordet og hvordan andre beboere har oplevet deres ophold. Kilderne er på engelsk.

Reklamer

Grækernes mærkelige reaktion på EU’s krav

Jeg læser med undren at Grækerne er triste over at EU pålægger dem at privatisere og frasælge deres offentlige ejendomme. Det er jo noget som vi i Danmark har praktiseret i mange år. En hel generation af unge danskere kommer aldrig til at se en traditionel havn med handelsskibe der lodser idet at de i dag er spærret af. Man kan mene at det er et tab, men man kan også se det som en kulturel smitte kilde mindre til vores rene Danske kultur,

Men der er også offentlige instanser som har lært at man kan tjene kassen på at privatisere. Tag f. eks Ørestaden og Københavns kommune. Normalt må et offentligt selskab ikke tjene på parkering. Men via skuffeselskabet By og Havn udpiner Københavns kommune de borgere der i et øjebliks naivitet har ladet sig forblænde af de flotte boliger der er bygget ude i Ørestaden. En parkeringsbillet for borgerne gør det helt umuligt for almindelige mennesker at bo i Ørestaden og arbejde andre steder end 600 meter fra Metro linjerne. De har ikke råd til bil i en tid hvor virksomhederne på grund af dårlig logistik og den manglende Sø-ring som man ellers havde planlagt i 50’erne flytter ud af byen og hvor udpendling fra København vokser i høj grad.

Borgerne bliver stavnsbundet indtil de bliver sat ud via tvangsauktion – et fænomen er blevet stadig mere udbredt siden 2007.

På en eller anden måde kan man godt forstå den almindelig græker for de bliver ikke rigere ved at det offentlige sælger ud. Danmarks borgere er i hvert fald ikke blevet det. Mest af alt fordi arvegodset langt fra er blevet solgt til højeste pris og til de mest velegnede købere.

Megen IT drift ligger i dag i hænderne på store amerikanske selskaber, der hyrer billige indere og giver de danske medarbejdere en ussel løn der slet ikke tillader dem at betale af på de studielån de har taget for at tage en IT-uddannelse. Dong blev solgt til udlandet for et mindre beløb end danske pensionskasser var parate til at give. Lufthavnen i København spinder et australsk selskab guld på uden at give noget tilbage til samfundet. I Vestjylland kører tog rundt uden at medarbejderne kan gå i uniform med guldsnore og dermed have blot en lille smule stolthed over et eller andet når nu lønnen ikke er noget at være stolt over.

Det er en høj pris danske borgere har måttet betale. En betaling vi har måttet yde for at være medlem af den elitære kaffeklub nede i EU. Spørgsmålet er hvorfor Grækerne ser sig som noget særligt når de i modsætning til danske borgere slet ikke kender til konceptet hårdt arbejde og at betale sin skat?

De må yde for de nyder. De må underkaste sig EU’s betingelser og slikke kommissærernes tæer. De er ikke – i modsætning til Danmark i en position hvor de kan svinge resten af EU til at smide bukserne og bede om nåde som dengang vi fik vores 4 forbehold.

Afsindigt

Min ældste søn og hans kæreste er ude på en lang odysse. De cykler det halve Fyn rundt efter ….. ingenting.

Når hver sin person sin fornøjelse.

Jeg husker jeg var i Assens for lang tid siden, da der var Jernbane til byen som kørte med regulær trafik. Jeg læste den anden dag at selv de to store siloer er væk. Sprængt bort med stor besvær.

Tiderne skifter. I virkeligheden er jeg nok for gammel til alt sammen. Bare jeg snart måtte gå på pension.

På sygehuset

Jeg har været indlagt i et stykke tid. Jeg troede at jeg skulle sove den sidste lange søvn. Det ville jeg ikke have haft så meget imod da det er hårdt hver dag de næste 11 år at skulle tænke på hvornår man kan trække sig tilbage vel vidende at Folketinget sidder derinde og konspirerer imod det.

Jeg troede at det var hjertet, men det var lungerne.

Det blev ordnet og efter nogle smertefuldedøgn så kom jeg hjem igen.

Offentlig trafikplaner herhjemme er uambitiøse

Det er ikke underligt at folk vælger at tage bilen på trods af at vi har vel nok verdenens højeste afgiftssystem. For vi har også verdens dyreste offentlige transportsystem der på ingen måde er bygget til at dække behovet selv hvis dem der kunne valgte at sætte bilen og tage den offentlige transport til og fra arbejdet i stedet.

I København er der ikke effektiv transport på tværs af fingrene før du kommer helt ind til Ringbanen. Et letbanesystem som skulle gå fra Klampenborg over Lyngby til Glostrup , Taastrup for at ende i Hundige er kun i støbeskeen. Længere ude er der behov for at forbinde Hillerød med Roskilde og måske Frederikssund. Man taler om en bro over Roskilde Fjord, men reelt ville den eksisterende bro kunne klare presset hvis man i stedet lavede en udfletning af S-banen ved Oppe Sundby og forlængede den ned over Hornsherred til (by), så man kunne skifte fra Regionaltog fra Holbæk og komme til S-togslinjen til København.

Hillerød satser meget på medicinalindustrien. Hvor de ansatte skal komme fra er spørgsmålet. Der er masser af billige boliger på Vestsjælland og der burde etableres dobbeltspor til Kalundborg før der laves motorvej på samme strækning.

Også sydpå er der problemer. Hele Køge bymidte burde graves op så man kunne lave en moderne jernbane station under jorden som kunne betjene en opgraderet Lille Syd med dobbeltspor, men også et opdateret Østbane system hvor der er dobbeltspor ned til (by) og senere Fakse med forlængelse til Præstø. Døde byer ville kunne vækkes til live igen og blive en mulighed for mange pendlere.

Ser vi på de store linjer er dobbeltsporet til Kalundborg en oplagt chance til at lave en Kattegat forbindelse med hurtigtog, så den eksisterende linje over Fyn kunne forbedres til gavn for pendlere til Odense og Vejle.

Vi kunne tage livet af Udkantsdanmark ved at lægge nye spor til Herning og Esbjerg. Svendborg banen kunne forlænges til Langeland så folk kunne bo der og pendle til Odense.

Men ambitionerne i Folketinget er der ikke. Derfor forbliver folk med at bruge deres bil til arbejdet og offentlig trafik koster en jetjager at bruge.

Hvad med de sidste 20 procent

I disse år har landets politikere travlt med at få unge til at droppe ud af uddannelsessystemerne frem for at prøve at rumme så mange af dem. Der er næsten ingen lande hvor man ikke forsøger at få så mange igennem High School. High School dropout er næsten et skældsord. Men i Danmark sætter man rask væk barren så højt at 20 procent af eleverne hverken kan starte på gymnasiet eller på en erhvervsuddannelse.

Hvad skal man med dem?

De kan ikke alle starte i livet som ufaglærte eller som SOSU-assistenter. Vi kan ikke byde vores syge, vores gamle og andre med behov for hjælp i hjemmet at de skal passes af dem der blev smidt i den faglige retning. Har de ikke krav til at blive passet af mennesker med ægte interesse for området?

Sådan er det ikke i Danmark anno 2015. De 20 procent skal anbringes. Nok så mange skolereformer og andre tiltag kan ikke ændre på dette. 20 procent vil få besked på at de kan prøve med 10 klasse og 10 klasse om igen. Måske en dag vil de opnå det forjættede karaktergennemsnit som vil sætte dem i stand til at komme videre i livet. Måske vælger de at droppe ud og vælge en alternativ livsstil hos grupperinger der lever på grænsen til kriminalitet på værdier der ligger langt fra dem, der kendetegner vores samfund.

Men det behøver ikke at være sådan.

Der bør være en anden vej. Ser man ude i den store verden hvor man i modsætning til Danmark kæmper for at få unge igennem uddannelsessystemet frem for at lave stop-prøver efter kun 9 års skolegang, så vækker det program som det Amerikanske hjemmeværn har etableret opsigt. De unge tager hjemmefra i 6 måneder på en kaserne hvor de ikke alene får skolegang, men også uddannelse i almindelig dannelse, samarbejde og fysisk træning. Faktorer som er en mangel mange steder også i det danske samfund.

I løbet af det halve år får de unge en mentor tilknyttet som så er der for dem et år efter opholdet. Ordningen er frivillig og overrendt for mange unge ved godt at de f.eks. med en opvækst i en ghetto har brug for redskaber udefra til at blive en mønsterbryder.

Hvorfor har vi ikke sådan en ordning i Danmark. De unge fra landets cirka 20 anerkendte ghettoer har ikke råd til efterskole. De har måske misbrugsproblemer som kun et isoleret ophold kan hjælpe dem med. De har måske usynlige handicap som kun et intens forløb med analyser døgnet rundt kan finde frem til.

Vi bør tilbyde et ophold som det Amerikanske system selvfølgelig justeret i forhold til de forskelle der er mellem vores to kulturer. Der skal ofte små ting til som de unge slet ikke har overskud til i en presset dagligdag hvor de f.eks. møder udfordringer i forhold til forældre som slet ikke rummer skyggen af overskud.

Folkeskolen er i gang med at indføre en reform, men en afgørende faktor mangler. De stærkeste børn er allerede væk – flyttet til privatskoler af deres forældre. Det betyder en afgørende mangel på forbilleder. Et blik ind i en verden for de børn som ikke nyder et hjem med overskud går glip af og som måske ikke lige åbner for den lille flig af håb der kunne gøre dem til mønsterbrydere.

Jeg frygter for fremtiden af vores land, når vi har så travlt med at kassere unge frem for at åbne døre for dem. For mange vil falde af og vende sig imod værdier som vi med god grund kan frygte.

Friluft mennesker

Min ældste søn og hans kæreste er ude og køre på deres cykler. De kører helt ud til Kerteminde. De må være gale. Det længste jeg har cyklet i år er ned til bageren og det var kun fordi at der var noget galt med brændstoffilteret.

Nå, spøg til side. Jeg håber de får en god tur.

Jeg skal derimod ombord på det store frokostbord. Sild, mørbrad etc. Jeg glæder mig.